Søren Espersen: DF anker injuriedom på stedet

Skrevet af admin

23/10/2015

Mest læste i dag

Dansk Folkeparti vil ikke acceptere fredagens injuriedom fra Københavns Byret. I dommen er partiet idømt en bøde for at krænke 15 sagsøgeres ære i en omstridt annonce fra 2013.

- Vi er meget overraskede over resultatet, og derfor anker vi på stedet til landsretten uden betænkningstid, siger Søren Espersen, der er næstformand i DF, og som har afgivet forklaring over for byretten i sagen.

Ud over bøden skal partiet betale godtgørelse til sagsøgerne og forskellige former for omkostninger. Alt i alt løber regningen op i et par hundrede tusinde kroner.

I den omstridte annonce har partiet opremset navne på 685 personer, som indgik i et lovforslag om meddelelse af statsborgerskab til personerne. De 685 blev nævnt under overskriften: "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed".

- Det er ubestridt, at en af personerne på listen har været til fare for Danmarks sikkerhed, siger Søren Espersen, og henviser dermed til, at PET har haft én blandt de 685 i kikkerten for at være en potentiel terrorist.

Men det fremgik ikke af annoncen, hvem der var den mistænkte, og det fik sagsøgerne til at gå til retten med krav om, at annoncens overskrift blev kendt uberettiget.

- Vi har aldrig ønsket at krænke nogen, lyder det fra Søren Espersen efter fredagens dom.

Dansk Folkeparti har kun vundet en lille sejr i sagen. Partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, kan nemlig ifølge retten ikke personligt gøres ansvarlig for annoncen. Det var ellers sagsøgernes påstand.

Mens tilfredsheden hos partiet er til at overse, er begejstringen anderledes iøjnefaldende hos advokat Poul Hauch Fenger, der har ført sagen for de 15 sagsøgere.

- Vi opfatter afgørelsen som en sag for ytringsfriheden, lyder det fra advokaten.

Ifølge ham er det nemlig afgørende for ytringsfriheden, at den må leve med den begrænsning, at man ikke må krænke andre med uberettigede udsagn.

Poul Hauch Fenger anerkender, at nogle, for eksempel politiske partier, i udgangspunktet har meget frie rammer, når det gælder ytringer. Men der grænser.

- Vi er meget tilfredse med denne her dom. Den siger, at de her bemærkninger ikke ligger inden for de rammer af den udvidede ytringsfrihed, der gælder for politikere, siger advokaten til Ritzau.

/ritzau/