Søren Kjeldsen mister førstepladsen i England

Skrevet af admin

10/10/2015

Dagens topnyheder

Den danske golfspiller Søren Kjeldsen kunne ikke helt holde sig til efter lørdagens tredje runde af British Masters, der spilles i den engelske by Woburn.

Efter at have delt førstepladsen fredag med engelske Matthew Fitzpatrick, måtte danskeren træde et skridt tilbage, da tredje runde var færdigspillet.

Nu er status for Søren Kjeldsen, at han ligger på en delt tredjeplads side om side med Fabrizio Zanotti før søndagens sidste runde.

Kjeldsen og Zanotti har begge gået de tre første runder i 11 slag under banens par på 71, mens Fitzpatrick og thailandske Kiradech Aphibarnrat begge er et enkelt slag bedre på den delte førsteplads.

For den 21-årige Fitzpatrick lever håbet om at blive den yngste vinder af British Masters dermed, inden der søndags spilles færdigt.

- Det var virkelig et slag derude. Jeg må indrømme, at jeg ikke følte, at jeg spillede op til mit bedste. Mit fokus nu er, at jeg må forsøge at slutte så højt placeret, som det er muligt, og bliver det en sejr, så bliver det en sejr, siger Fitzpatrick ifølge Reuters.

Søren Kjeldsen lagde ellers strålende ud med en birdie på første hul lørdag, men det blev hurtigt efterfulgt af en bogey på andet hul. Herefter præsterede danskeren tre birdies, inden han på 13. hul måtte indkassere endnu en bogey.

Torsdag gik Kjeldsen sin runde i seks slag under par, mens det fredag blev til tre slag under, og lørdag måtte han altså nøjes med en runde i to slag under.

Lykkes det søndag at finde storspillet frem og vinde turneringen, vil det være den anden triumf til en dansk golfspiller på European Tour i løbet af en uge.

I sidste weekend vandt Thorbjørn Olesen turneringen Alfred Dunhill Links Championship.

Anders Hansen ligger før søndagen delt nummer 48. Hansen gik lørdag sin runde i banens par, hvilket rækker til to slag under samlet.

/ritzau/