Soldrevet fly sætter ny rekord og svæver over Hawaii

Skrevet af admin

03/07/2015

Mest læste i dag

Det soldrevne fly Solar Impulse, som er på vej verden rundt, svæver over Hawaii, hvor det efter fem dage i luften ventes at lande senere fredag.

Flyet har undervejs sat rekord for længste soloflyvning.

Med over 76 timers flyvning i et stræk har flyets schweiziske pilot, André Borschberg, overtaget rekorden.

På projektets hjemmeside kan man på liveoptagelser fra cockpittet se, at Borschberg hviler sig, mens flyet glider rundt og afventer bedre vejrforhold til landingen. Det er nat på Hawaii.

Schweizeren gennemfører projektet sammen med landsmanden Bertrand Piccard. De to skiftes til at flyve etaper på jordomrejsen med Solar Impulse.

- Kan du forestille dig, at et soldrevet fly uden brændstof nu kan flyve længere end et jetfly, siger Piccard.

- Det er en klar besked om, at vedvarende energikilder kan opnå uoverkommelige mål.

Solar Impulse lettede mandag fra Japan på jordomrejsens ottende etape efter en lang periode og voksende tvivl om projektets fuldførelse. Vejret tvang folkene bag til at udskyde turen flere gange.

Det soldrevne fly indledte rejsen 9. marts i Abu Dhabi.

Cockpittet i flyet er kun 3,8 kvadratmeter, og stolen, som piloten sidder i, fungerer både som seng og toilet. Hvis der ikke er turbulens, er det muligt at slå autopiloten til og tage en lur, men højst i 20 minutter ad gangen.

Solar Impulse har et vingefang på 72 meter og er dækket af 17.248 solpaneler, der ikke er tykkere end et hårstrå.

Flyet samler solenergi om dagen, som bliver gemt i lithiumbatterier, og den opbevarede energi holder flyet på vingerne om natten, når solen er væk.

Formålet med den revolutionerende flyvetur er at skabe opmærksomhed om mulighederne i alternative energikilder og at præstere noget, der i mange år er blevet betragtet som umuligt.

/ritzau/Reuters