Statsminister hylder Zlatan inden potentiel afskedskamp

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Zlatan Ibrahimovic har meldt ud, at han stopper på det svenske landshold efter EM.

Derfor kan han potentielt spille afskedskamp onsdag aften mod Belgien, og inden kampen får den klubløse verdensstjerne rosende ord med på vejen af Sveriges statsminister, Stefan Löfven.

- Han har betydet utrolig meget for svensk fodbold. Zlatan er unik, han er en verdensklassespiller. Han er kendt over hele verden, han er beundret, og han har sat Sverige på kortet.

- Der er ikke mange, som ikke ved, hvem han er, så han har virkelig betydet meget for svensk fodbold, siger Löfven til svenske TT.

Inden kampen er Sverige presset til at vinde for at gå videre og for at forlænge landsholdskarrieren for Zlatan Ibrahimovic.

Statsministeren er overbevist om, at Sverige avancerer til ottendedelsfinalen.

- Jeg tror ikke, det bliver den sidste kamp, vi har stadigvæk chancen. Belgien er et virkelig godt hold, og det skal vi være klar over. Men nogle gange kan vi yde det der ekstra som et hold.

- Jeg har faktisk tippet 2-1 til Sverige, siger statsministeren.

Sverige åbnede slutrunden med at spille 1-1 mod Irland efter et irsk selvmål, mens svenskerne i kamp to tabte til Italien.

Sverige har ikke haft et skud inden for målrammen under slutrunden.

/ritzau/TT