Stolt Terpstra: En drøm blev til virkelighed

Skrevet af admin

13/04/2014

Mest læste i dag

Selv om Niki Terpstra to gange har vundet Dwaars door Vlaandern og har leveret flotte præstationer i forårsklassikerne, er der intet, der kan måle sig med det resultat, han lavede søndag eftermiddag.

Hollænderen kørte først over målstregen i Paris-Roubaix, og for en endagsrytter som Terpstra bliver det ikke meget større.

- Det er den bedste dag i karrieren. Jeg har haft nogle gode resultater, specielt i år, men at vinde den største af alle klassikere er en drøm, der bliver til virkelighed, siger Niki Terpstra ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det er et løb, der passer godt til mig. Min form i år har været virkelig god, så jeg var motiveret til at lave et godt resultat. Holdet gjorde det godt, og vi havde flere ryttere at spille ud, så jeg angreb, og det var et godt angreb, siger han.

Han kørte alene over målstregen foran et felt af forfølgere med forhåndsfavoritten Fabian Cancellara som den mest prominente.

Schweizeren, der i sidste weekend vandt Flandern Rundt, er dog tilfreds med sin indsats, selv om han måtte nøjes med tredjepladsen.

- Jeg kan være stolt, for jeg gjorde mit bedste. Til sidst blev det meget taktisk. Jeg ville gerne angribe, men jeg vidste også, at de andre ventede på, at jeg skulle gøre det. Og jeg mente, at jeg havde gode chancer i en spurt, siger Fabian Cancellara.

/ritzau/