Stor hval strandet på Vestkysten

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

Cirka en kilometer nord for nedkørslen fra strandvejen i Henne Strand er en stor hval strandet, fortæller TVSyd.

Hvalen ligger omkring 20 meter ude i vandet, som dækker det meste af stranden på grund af kraftigt blæsevejr, fortæller flere vidner. Ifølge skovrider Ulrik Lorenzen fra Naturstyrelsen i Blåvandshuk er hvalen død.

- Jeg så ingen vejrtrækning, ligesom der intet var at høre ud over blæsten og bølgerne. Halen bevæger sig godt nok, men det er efter alt at dømme på grund af de kraftige bølger, siger han til tv-stationen.

Ulrik Lorenzen fortæller, at det ikke er et marsvin men en af de større hvaler.

- Det kunne være en kaskelothval eller en vågehval, som nok er det bedste bud. Det er svært at bedømme, når man ikke kan komme tættere på, siger han.

En hval af den størrelse kommer kun så tæt på land, hvis den enten er syg eller laver en navigationsfejl. Den kraftige vind har også gjort en forskel.

- Vinden kan presse hvalen tættere mod land, og så kan dens lunger klappe sammen, så den ikke kan trække vejret. Det kan være derfor den er strandet, siger Ulrik Lorenzen.

Nu vil Naturstyrelsen vente til vejret er roligere, og så skal hvalen bjærges, så den ikke ligger og rådner.

/ritzau/