Stor trafikulykke i tåge: 14 bilister står til bøde

Skrevet af admin

27/10/2014

Dagens topnyheder

Efter en større ulykke på motorvejen ved Gedved i foråret står 14 bilister til en bøde, oplyser politiet mandag.

I tæt tåge ud på aftenen 30. marts skete der i alt tre større ulykker både i nord- og sydgående retning på E 45.

28 biler var impliceret i sammenstød, og i to separate situationer fik det alvorlige følger. En kvinde på 52 år mistede livet, mens en yngre mand fik livsvarige mén.

En tågebanke havde lagt sig over området, og det reducerede sigtbarheden til få meter.

Alligevel holdt mange bilister ikke den korrekte afstand, vurderer Sydøstjyllands Politi.

Derfor er 14 trafikanter blevet sigtet for at overtræde færdselsloven, fordi de valgte ikke at køre efter forholdene.

Alle 14 står nu til en bøde på 1000 kroner, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Sagen bruges af politiet som et pædagogisk eksempel.

Forløbet viser, "hvor galt det kan gå, hvis man ikke tilpasser farten efter forholdene" og ikke tilpasser afstanden til den forankørende, hedder det.

Sigtelserne er rejst på baggrund af undersøgelser og de forklaringer, som de implicerede har afgivet.

Sammenstødene skete i en periode på cirka 40 minutter.

De to ulykker med alvorlige følger har udløst separate sigtelser mod de involverede bilister. Mandag kan Sydøstjyllands Politi dog ikke over for Ritzau oplyse, om der i disse tilfælde også er rejst sigtelse for overtrædelse af straffeloven.

/ritzau/