Sudans tidligere premierminister anholdt efter kritik

Skrevet af admin

17/05/2014

Dagens topnyheder

Lørdag er Sudans tidligere premierminister og nuværende oppositionsleder, Sadiq al-Mahdi, blevet anholdt i sit hjem i hovedstaden Khartoum. Det oplyser hans assistent ifølge Reuters.

- To betjente ankom til al-Mahdis kontor klokken 20.45 lokal tid og anholdt ham uden nogen forklaring, siger Mohamed Zaki, der er al-Mahdis personlige assistent.

Anholdelsen sker få dage efter, at myndighederne anklagede ham for at beskylde regeringen for at stå bag vold mod civile i de seneste måneders blodige sammenstød.

Sadiq al-Mahdi står i spidsen for oppositionspartiet Umma, som er den største modstander til præsident Omar Hassan al-Bashir, der sammen med en række andre hærofficerer tog magten i 1989 ved et blodigt kup mod den demokratisk valgte Sadiq al-Mahdi.

Før lørdagens anholdelse var det forventet, at al-Mahdi skulle lede en national dialog med Bashirs regering. Dialogen skulle løsne spændingerne mellem regeringen og oppositionen.

De seneste måneder er flere tusinde sudanere blevet dræbt i Darfur-regionen i det vestlige Sudan i sammenstød mellem militante, der støtter regeringen og militante, der vil vælte præsidenten.

/ritzau/Reuters