Suspenderet Saxo-stjerne håber på Vuelta-deltagelse

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

Den tjekkiske cykelstjerne Roman Kreuziger, som kører under Bjarne Riis for Tinkoff-Saxo, er uenig i den suspendering, han har fået af den internationale cykelunion (UCI) på grund af problemer med sit biologiske pas i 2011 og 2012.

Derfor anker Kreuziger suspenderingen til den internationale sportsdomstol (CAS).

- Jeg er dybt frustreret over den nuværende situation, hvilket gør det umuligt for mig at udføre mit arbejde og køre min cykel. Jeg er ikke en snyder, og jeg har ikke snydt med doping, siger Kreuziger til sin egen hjemmeside.

Ved at tage sagen til CAS satser Kreuziger på, at UCI vil lade ham køre med i Vuelta a España, som begynder 23. august.

Da sagen dukkede op dagen før sommerens Tour de France, valgte Tinkoff-Saxo at trække Kreuziger fra det franske etapeløb.

Men da UCI i de efterfølgende uger ikke skred ind med en sanktion af Kreuziger, valgte Tinkoff-Saxo i sidste uge at udtage Kreuziger til denne uges Polen Rundt. Få dage efter blev Kreuziger suspenderet og kunne altså ikke deltage i det polske løb.

Kreuziger skulle i årets Tour de France have udgjort en vigtig støtte for holdets kaptajn, Alberto Contador. Tjekken endte dog med at blive droppet til truppen, fordi en sag om mistænkelige blodværdier dukkede op.

Mistænkelige målinger i hans biologiske pas i 2011 og 2012, da han kørte for Astana, var årsagen til, at Tinkoff-Saxo trak Kreuziger ud af Tour-truppen.

/ritzau/