Svækkede flygtninge er strandet ved porten til EU

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Pladsen er tæt pakket med folk på flugt. Familier med små børn, ældre og unge mænd bor i simple telte i en serbisk lejr otte kilometer syd for grænsen til Ungarn.

De har alle kurs mod Europa og har forladt Syrien, Irak eller Afghanistan.

Mange i lejren ved byen Kanjiza i det nordlige Serbien vil krydse Ungarn, men har endnu ikke forstået, at deres ruteplaner skal revideres.

For Ungarn er blevet et lukket land for flygtninge på gennemrejse.

- Generelt er de frustrerede over, at de ikke får klar besked om, hvad de kan gøre, og hvor de kan tage hen. Der er mangel på officielle udmeldinger, siger Astrid C. Jensen, der er teamleder for Dansk Folkehjælps katastrofeenhed i Serbien.

Hun er i lejren ved Kanjiza, hvor "et par hundrede" mennesker opholder sig. Men endnu flere vandrer frem og tilbage mellem teltpladsen og den ungarske grænse.

Ungarn og Serbien har de seneste måneder været transitlande for tusindvis af folk på flugt fra Mellemøsten. Men tirsdag blev grænsen mellem de to lande lukket.

De, der er klar over dette, rejser til den kroatiske grænse længere mod syd, men fra den interimistiske lejr ved Kanjiza er der imidlertid langt til Kroatien.

I hvert fald hvis turen skal tilbagelægges til fods. Og det er langt fra alle flygtninge og migranter i det nordlige Serbien, der er rustede til en længere, strabadserende rejse.

Kolde nætter, dårlig hygiejne og træthed tærer på immunforsvaret, og mange er forkølede, har brystsmerter og vabler, lyder det fra Dansk Folkehjælp.

Nogle har tilmed betændte sår og skader, fordi de har revet sig på pigtrådshegn eller er faldet under deres flugt.

- Folk er generelt nedslidte, når de kommer til os, siger Astrid C. Jensen.

Mens folk er strandet ved grænsen til Ungarn, kører busser nu med flygtninge og migranter til Sid ved Kroatien fra den sydlige serbiske by Presevo.

Og onsdag eftermiddag sendte ungarsk politi tåregas mod flygtninge og migranter, der brød igennem en grænseport mellem Serbien og Ungarn.

/ritzau/