Svensk forskningscenter frygter danske udlændingeregler

Skrevet af admin

25/03/2014

Dagens topnyheder

Dansk udlændingelovgivning giver problemer for det svenske The European Spallation Source (ESS), der har sit hovedcenter i Lund i det sydlige Sverige.

Det siger ESS til den svenske avis Sydsvenskan.

Selskabet, som arbejder inden for flere typer forskning, har sit data- og softwarecenter i København. Og de danske regler for udenlandsk arbejdskraft vækker bekymring hos svenskerne.

En del af selskabets fremtidige ansættelser ventes nemlig at blive hentet uden for Sverige, skriver Sydsvenskan, som har talt med den administrerende direktør i ESS, Matti Tiirikari.

- Vi har haft kontakt med Tobias Billström (svensk minister med ansvar for migration og asyl, red.) med håbet om, at han kan tage det op i Danmark, hvis der bliver problemer, siger Matti Tiirikari ifølge den svenske avis.

Ud af de i alt 225 medarbejdere, der i øjeblikket er ansat hos ESS i Lund, er lige knap 150 af dem hentet uden for Sverige.

Når selskabets center i Sydsverige vokser, ventes det, at andelen af medarbejdere fra udlandet kan blive endnu større.

Med tiden regner ESS med, at mindst 400 ud af de omkring 550 ansatte i Lund kan komme fra lande, der ikke har et blå-gult flag, og hvor nationalsangen ikke hedder "Du gamla, Du fria."

- Vi har ofte behov for ekspertise og folk med stort kendskab inden for neutronforskning. Den slags findes sjældent i Sverige, lyder det fra Anna Säfström Lanner, der er HR Manager hos ESS.

Hvor de svenske regler for indvandring ikke ventes at vise sig som et problem for selskabet, så er situationen en anden herhjemme, hvor en høj uddannelse og sprogfærdigheder kan give fordele for dem, der søger arbejde.

Men stramme regler for især familiesammenføringer risikerer at blive en hæmsko for ESS.

- Jeg er blevet informeret om situationen af ESS, siger Tobias Billström.

/ritzau/