Svensk minister fastholder nej til Støjberg

Skrevet af admin

09/09/2015

Dagens topnyheder

Sverige vil ikke modtage de flygtninge og migranter, der rejser ind i Danmark og ikke vil registreres som asylansøgere, fordi de hellere vil videre til Sverige. Nogle er kommet til Sverige og har vandret ad danske motorveje, som politiet har lukket.

Det ligger fast, efter udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) onsdag har talt i telefon med den svenske justits- og migrationsminister, Morgan Johansson.

Det oplyser Integrationsministeriet til Ritzau.

Støjberg fortalte tirsdag aften, at den svenske regering ikke vil lave en særaftale med Danmark om at tage imod hundredvis af flygtninge og migranter.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oplyste mandag, at Danmark er i kontakt med Tyskland og Sverige for at finde en løsning, så folk kan søge til det EU-land, hvor de vil søge asyl.

Tidligere onsdag oplyste Morgan Johansson pressetalsmand, Erik Boman, til Ritzau, at der ikke blev nogen aftale.

- Den svenske regering har meddelt Danmark, at der ikke er en legal mulighed for at lave en aftale om flygtningene på grund af Dublin-forordningen.

- Den svenske regering kan ikke omgå dette. Det vil også være meldingen til Inger Støjberg over telefonen, siger Erik Boman til Ritzau.

Dublin-forordningen siger, at man skal søge asyl i det EU-land, som man først ankommer til. Forordningen er brudt sammen, fordi Grækenland og Italien ikke har registreret de rekordmange flygtninge og migranter, der er ankommet til de to lande.

Ifølge svenskerne har danske og svenske embedsmænd siden mandag telefonisk talt sammen om en løsning af flygtningespørgsmålet.

/ritzau/