Sverige forlænger indsats i Irak med træning af kurdere

Skrevet af admin

04/11/2015

Dagens topnyheder

Svenske soldater, der træner kurdiske styrker i kampen mod Islamisk Stat (IS) i Irak, får forlænget deres opgave i landet.

Det skriver den svenske avis Dagens Nyheter.

- Den svenske indsats virker og er af stor betydning, siger forsvarsminister Peter Hultqvist til Dagens Nyheter i forbindelse med et besøg i Irak sammen med udenrigsminister Margot Wallström.

I løbet af onsdagen bliver oppositionspartierne informeret om beslutningen, der officielt bliver taget torsdag, skriver avisen.

Beslutningen betyder, at cirka 35 svenske soldater skal blive i Irak frem til december næste år.

De svenske soldater, der træner kurdiske styrker, tog hul på opgaven i august i år. Da var planen, at soldaterne skulle vende hjem til Sverige ved årets udgang.

- Jeg er meget stolt af det svenske hold. Det er 35 personer, men man skal ikke stirre sig blind på antallet. Personalet er yderst kompetent med høje kvalifikationer, siger Peter Hultqvist til Dagens Nyheter.

Sverige er en del af den internationale koalition, der med USA i spidsen bekæmper IS.

Riksdagen har givet grønt lys til, at den svenske indsats i Irak går ud på at rådgive kurdiske styrker. Der er således ikke tale om en svensk kampenhed. Dog må de svenske soldater forsvare sig, hvis de bliver angrebet.

Svenskerne træner de kurdiske peshmerga-krigere på forskellige militære områder såsom krigsførelse og beskyttelse mod kemiske våben.

De præcise detaljer om den svenske indsats er dog fortrolig af sikkerhedsmæssige årsager.

- Dette initiativ er virkelig meningsfuldt. Det gør en forskel, og jeg føler mig overbevist om, at det er rigtigt at fortsætte indsatsen, siger forsvarsministeren til Dagens Nyheter.

/ritzau/