Sverige udsætter premiere på omstridt Nordkorea-komedie

Skrevet af admin

18/12/2014

Dagens topnyheder

Den svenske filmdistributør UIP udskyder premieren på filmen "The Interview" til en ukendt dato i 2015, skriver nyhedsbureauet TT.

Det sker efter, at Sony Pictures aflyste premieren i USA 25. december. Filmen skulle have haft svensk premiere 30. januar, men det er altså nu udskudt.

- Vi kommer ikke til at frigive filmen den 30. januar, siger Louise Bodin, der er pressemedarbejder i UIP, til TT.

Hun ønsker ikke at sige noget om årsagen til aflysningen af premieren i slutningen af januar.

- Vi har ikke fået mere at vide end som så. Det er den eneste information, jeg har, og vi har fået instruktioner på at henvise flere spørgsmål til hovedkontoret i Sony, siger Louise Bodin.

Hun understreger, at filmen ikke er taget endeligt af plakaten i Sverige.

Sony Pictures aflyste onsdag premieren på den amerikanske komedie "The Interview", der ellers skulle have sat et smil på amerikanernes læber 1. juledag.

Det skete, fordi et utal af amerikanske biografer trak filmen tilbage, da en hackergruppe, der kalder sig Guardians of Peace, fremsatte en trussel mod de biografgængere, der planlagde at se filmen.

Den mystiske trussel henviste til terrorangrebet 11. september 2001. Det skete med en klar advarsel til biografgængere om ikke at gå ind og se filmen.

Filmen "The Interview" med Seth Rogen og James Franco i hovedrollerne handler om et attentat på Nordkoreas diktator Kim Jong-un, og måske har det opsigtvækkende plot været skyld i, at Sony er blevet hacket.

Nordkorea har fordømt filmen, og nogle iagttagere spekulerer i, om landet har spillet en rolle i de hackerangreb, der har været rettet mod Sony. Nordkorea har dog nægtet enhver indblanding i sagen.

Datoen for filmens premiere i Danmark er endnu ikke fastsat.

/ritzau/TT