Sveriges statsminister: Ubåd begik grove krænkelser

Sverige har beviser for, at en fremmed ubåd begik "grove krænkelser" af Sveriges territorium i oktober. Det fastslår statsminister Stefan Löfven på en pressekonference i Stockholm sammen med sin forsvarsminister og landets forsvarschef.

Han siger, at krænkelserne vil få Sverige til at oprette et nyt nationalt sikkerhedsråd, mens regeringen samtidig vil foreslå en forhøjelse af forsvarsudgifterne.

- Vi vil forsvare vores territoriale integritet med alle forhåndenværende midler, understreger den socialdemokratiske statsminister, som samtidig advarer om, at en fremmed ubåd, der krænker Sveriges territorium, vil løbe en overordentligt stor risiko.

Löfven, der bebuder en skærpet overvågning fremover, vil selv lede det nye sikkerhedsråds arbejde, som også skal tage sig af internationale kriser som ebolaepidemien i Vestafrika.

Sveriges forsvarschef, Sverker Göransson, siger på pressemødet, at "den afgørende observation blev foretaget af forsvarets sensorer."

- Der er ingen som helst tvivl. Alle andre forklaringer er udelukkede. Sverige har været udsat for en grov og uacceptabel krænkelse af en fremmed magt, siger Göranson.

- Men det er ikke til at fastslå, hvilken nationalitet ubåden havde, tilføjer forsvarschefen.

Han henviser til, at en stor efterretningsoperation fandt sted i midten af oktober med enheder fra både flåden, hæren og luftvåbnet samt faste sensorer.

- De afgørende observationer blev foretaget af Forsvarets sensorer, fastslår Göranson, som ikke vil offentliggøre detaljer om disse observationer, da det vil afsløre informationer om det svenske forsvars kapacitet.

Göransson siger videre, at analyser af fotos, som blev taget af en privatperson, viser en ubåd, som stiger op til overfladen.

- Fartøjet på fotoet bevæger sig med en hastighed på omkring en knob, og det hvide skum, som ses, opstår, når vand presses ud gennem ventiler i toppen af en ubåd, siger han om fotografiet.

Forsvarschefen tilføjer, at han ikke kan sige med sikkerhed, om der var flere ubåde, som krænkede svensk territorialt farvand i sidste måned.

Iagttagere siger, at de nye oplysninger fra Sverige er "internationalt politisk sprængstof."

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip