Swansea-formand finder kritik af Laudrup usmagelig

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Selv om Swanseas bestyrelsesformand, Huw Jenkins, selv stod i spidsen for tirsdagens fyring af Michael Laudrup, er han ærgerlig over den kritik, der efterfølgende har ramt danskeren.

Michael Laudrup er blevet beskyldt for at ikke tage klubbens krise alvorligt, da han rejste på ferie i to dage efter weekendens nederlag. Desuden er kritikken gået på, at disciplinen i truppen ikke har været god nok under den danske manager.

- Faktum er, at samarbejdet med Michael er slut. Men jeg har fundet mange af de ting, der er blevet sagt om ham i dag, svære at sluge. Meget af det har været usmageligt og unødvendigt, siger Huw Jenkins til Swanseas hjemmeside og fortsætter:

- Alt for mange mennesker har forsøgt at skyde skylden på spillet og gravet respektløse årsager frem.

- Vi har intet dårligt at sige om Michael. Han fortjener respekt for det, han har gjort, og du kan ikke møde en mere ægte og ærlig person, siger Huw Jenkins.

Garry Monk har overtaget managerposten efter Laudrup. Han står i spidsen for holdet for første gang i Premier League på lørdag, når Swansea på hjemmebane møder ligaens andet walisiske hold, Cardiff.

/ritzau/