Sydafrika holder valg den 7. maj

Skrevet af admin

07/02/2014

Dagens topnyheder

Sydafrika går til valg den 7. maj, meddeler præsident Jakob Zuma i en erklæring.

- Tiden er inde til det femte nationale valg i republikken Sydafrika, skriver Zuma, som har haft møder med den uafhængige valgkommission om forberedelserne til valget.

Præsidenten siger, at valget vil blive historisk, da det finder sted 20 år efter indførelsen af demokrati.

Men iagttagere forudser, at det bliver den hidtil hårdeste test for det regerende Afrikanske Nationalkongres, ANC.

Ved valget, hvor der skal vælges et parlament, hvorefter præsidenten vælges, vil ifølge iagttagere afsløre, at ANC står over for en bølge af oprør mange steder i landet på grund af udbredt utilfredshed, men står dog til at genvinde magten.

Meddelelsen om valgdatoen kommer, efter at den fremtrædende antiapartheid-aktivist Mamphela Ramphele har trukket sit kandidatur tilbage.

Hun sagde for en uge siden, at hun stillede op som præsidentkandidat for Den Demokratiske Alliance (DA) og det nye parti Agang ved præsidentvalget. Dermed havde den sydafrikanske opposition lagt op til at gøre fælles front for at få vippet ANC fra magten.

Men hun har trukket sig igen.

ANC, der tidligere havde massiv opbakning hos alle sorte vælgere, bliver i dag beskyldt for at have gjort alt for lidt for at hjælpe deres vælgere ud af fattigdom. Samtidig beskyldes mange ledende ANC-politikere for at være korrupte og for at have misbrugt deres magtpositioner.

I den seneste måned har der mange steder været rejst barrikader på mange veje, og biler er blevet stukket i brand som led i protester mod ineffektivitet og handlingslammelse hos ANC-regeringen.

Den omstridte præsident Zuma fik tilråb fra mange utilfredse vælgere, da han talte ved en mindehøjtidelighed for Nelson Mandela i december. Zuma blev allerede inden sin tale mødt af buh-råb samt håndtegn, som i sportssammenhænge betyder udskiftning.

Det sydafrikanske metalarbejderforbund, Numsa, der er landets største fagforening, appellerer også til, at Zuma træder tilbage som Sydafrikas præsident.

Numsas generalsekretær, Irvin Jim, siger, at fagforbundet hverken vil støtte Zumas parti, ANC, eller andre partier.

Fagforbundene var med til at bane Zumas vej til magten i 2009.

/ritzau/AFP