Sydkoreas overborgmester ønsker sig sin egen havfrue

Skrevet af admin

14/08/2014

Mest læste i dag

Overborgmesteren i Sydkoreas hovedstad, Seoul, Park Won-soon, har et stort ønske.

Det er en kopi af Den lille Havfrue, der sidder på en sten ved bredden af floden Han i hovedstaden.

Park Won-soon har været på besøg hos Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), for at tale om turisme og grønne løsninger i en storby som Seoul, der er verdens tredjestørste bysamfund, og her kom ønsket på bordet i løbet af tirsdagen.

Aftalen mellem de to blev, at Københavns Kommune nu undersøger, om projektet kan realiseres. Både økonomien og arvingerne efter kunstneren Edvard Eriksen skal konsulteres, før der kan laves en egentlig aftale.

Ifølge Park Won-soon vil statuen blive "Den lille Havfrues søster".

Lykkes projektet, har den sydkoreanske borgmester stillet Frank Jensen i udsigt, at københavnerne vil få enten en kopi af den store Bosingak-klokke, der oprindelig er fra 1396, men har været ødelagt mange gange siden.

Klokken blev brugt, når de fire porte omkring Seoul blev åbnet og lukket. I dag ringer klokken kun nytårsaften ved midnat.

En anden byttemulighed med havfruen er en kopi af statuen af kong Sejong den Store, der var konge fra 1397 til 1450.

Den lille Havfrue er modelleret efter havfruen i H.C. Andersens eventyr af samme navn og er fra 1913.

Den koreanske overborgmester besøgte også Odense med sit følge i denne uge. Han interesserer sig for H.C. Andersen, og derfor havde han specifikt bedt om at komme til Odense.

Han har planer om, at Seoul skal have en H.C. Andersen-oplevelsespark, og besøget i Odense endte med, at Pak Won-soon og Odenses borgmester, Anker Boye (S), underskrev en hensigtserklæring om fremtidigt samarbejde.

/ritzau/