FN aflyste tirsdag alle yderligere forhandlinger mellem de stridende parter i konflikten i Syrien for resten af dagen.
Det skyldes, at der opstod problemer ved forhandlingsbordet i Geneve i Schweiz, da regimet under ledelse af præsident Bashar al-Assad ville have vedtaget en resolution, der fordømmer USA.
I erklæringen beskyldes USA for at "bevæbne terrorgrupper i Syrien", og så gik der grus i maskineriet.
FN meddelte, at eftermiddagens møde er aflyst, og at der først forhandles igen onsdag klokken 10.00.
Tirsdag var fjerde dag af fredsforhandlingerne.
Rima Fleihan, forhandler fra oppositionen, beskyldte regimet for at obstruere forhandlingerne med fuldt overlæg.
- Regimet samarbejder ikke om noget emne, ikke om humanitære spørgsmål eller om et regerende overgangsråd, siger hun.
En talsmand for USA's udenrigsministerium kritiserer også kraftigt regimets forhandlere. Han siger, at regimet forgifter stemningen ved at afvise leveringer af vital nødhjælp til civilbefolkningen i belejrede byer - blandt andet i byen Homs.
- Damaskus har ikke taget nævneværdige skridt til at sikre adgang til de belejrede områder og lette leveringerne af blot en smule nødhjælp til de lidende, siger talsmanden Edgar Vasquez.
- Der er snarere tale om, at regimet gør forhandlingsklimaet endnu værre ved fortsat at nægte føde, vand og medicin til den syriske befolkning, tilføjer han.
Den syriske opposition meddelte i en erklæring tirsdag eftermiddag, at den er parat til at ophæve belejringer af tre landsbyer på regeringens side i den nordlige del af landet som led i en bred aftale om belejrede byer.
FN-lastbiler læsset med 500 ton fødevarer og andre vitale nødforsyninger er parat til at blive bragt ind i Syren til Hassakeh og Deir al-Zor, så snart den syriske regering giver grønt lys, siger Vasquez.
/ritzau/Reuters