Talsmand: Samlingsregering er på plads i Afghanistan

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

De to rivaliserende kandidater i Afghanistans omstridte præsidentvalg er klar til at sætte deres underskrift på en aftale om en samlingsregering efter en strid om præsidentposten, der har varet mere end to måneder.

Den langvarige krise har yderligere destabiliseret Afghanistan, der er plaget af vold og uroligheder.

En talsmand for favoritten til præsidentposten Ashraf Ghani siger på betingelse af anonymitet, at alle udstående stridspunkter er blevet "100 procent" løst, og at begge parter har godkendt en aftale, der skal dele magten.

Aftalen skal underskrives søndag.

Indsættelsen af landets nye præsident skulle oprindeligt være sket allerede 2. august, men er blevet udskudt på grund af gensidige beskyldninger om valgsvindel fra de to præsidentkandidater, Abdullah Abdullah og Ashraf Ghani.

Begge kandidater har tidligere udråbt sig selv som vindere af præsidentvalget, og en omtælling overvåget af FN har været nødvendig.

Den seneste tid har de to rivaler dog drøftet et forslag fra FN om at dele magten i det krigshærgede land.

Aimal Faizi, der er talsmand for den hidtidige præsident Hamid Karzai, bekræfter, af aftalen er blevet vedtaget.

Han siger, at aftalen underskrives formelt søndag. Samme dag ventes det, at resultatet af det omstridte præsidentvalg i juni bliver offentliggjort.

- Begge kandidater forventes at underskrive aftalen om strukturen af National Enhed (Regeringen red.) i morgen, skriver Aimal Faizi på sin twitter-konto.

Ashraf Ghani, der ifølge de tidlige optællinger vandt afstemningen, ser dermed ud til at kunne indtage rollen som præsident.

Ifølge den afghanske forfatning besidder præsidenten en stor andel af magten i landet, og den nye regering står overfor en alvorlig prøve de kommende år, hvor landets sikkerhed og økonomiske udsigter forværres.

Den hidtidige præsident Hamid Karzai kan ifølge den afghanske forfatning ikke blive ved magten i en tredje embedsperiode. Karzai har i offentligheden holdt sig neutral i forbindelse med præsidentvalget, men begge kandidater har været ministre i hans regeringer.

/ritzau/Reuters