Team Esbjerg går efter at skrive historie

Skrevet af admin

08/04/2014

Dagens topnyheder

Team Esbjergs håndboldkvinder har med 33-27-sejren i den første kvartfinalekamp mod Team Tvis Holstebro skabt et yderst fordelagtigt udgangspunkt forud for onsdagens returkamp i Esbjerg

Det kan blive historisk, for en samlet sejr vil sende Team Esbjerg i DM-semifinalen for første gang i klubbens historie. Team Esbjergs cheftræner Lars Frederiksen glæder sig.

- Efter den sikre sejr i Holstebro kan vi ikke fralægge os favoritværdigheden, og at vi har halvandet ben i den første DM-semifinale i Team Esbjergs historie.

- Jeg håber, at publikum vil være med til at hjælpe os det sidste stykke hen mod at spille med om medaljer. Vi kan ikke komme tættere på, end vi er nu, siger Lars Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Han ser frem til de afgørende kampe om placeringerne i toppen af dansk kvindehåndbold.

- Vi viste i den første kvartfinale, at vi spillemæssigt kan klare os over for Team Tvis, og vi vil forsøge at tage de gode takter med derfra.

- Vi formåede at score på rigtig mange af vore chancer, de to målmænd stod fint, og vores forsvar fungerede.

- Den største risiko er at blive ramt af en mental barriere, og derfor er det vigtigt, at vi går på banen for at vinde og spille vores spil, siger Lars Frederiksen.

Såfremt Team Esbjerg kvalificerer sig til sin første DM-semifinale, venter Viborg HK den 19. og 26. april. I så fald forlænges sæsonen med fire uger, idet de næste kampe enten vil være to DM-finaler eller to bronzekampe.

/ritzau/