Team Tvis-træner: Puljen er fuldstændig åben

Skrevet af admin

26/03/2014

Mest læste i dag

Team Tvis Holstebro tog en flot skalp, da holdet onsdag aften vandt 28-23 hjemme over Skjern. Resultatet betyder, at alt er helt åbent i slutspillet, hvor tre hold ligger næsten side om side.

Team Tvis-træner Klavs Bruun Jørgensen var lettet over sejren, som blev skabt på en fremragende anden halvleg.

- Jeg synes, at vi især i anden halvleg har rigtig mange fine redninger. Og vi fik scoret på vores chancer til sidst i kampen og gik ikke helt kolde.

- Vi turde at blive ved med at spille, hvor vi i tidligere opgør mod Skjern er stoppet med at spille håndbold og har overladt initiativet til modstanderen. Det gjorde vi ikke i dag, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Team Tvis fører nu gruppen med fem point, mens GOG og Skjern har fire point på de efterfølgende pladser. Århus Håndbold har ikke hentet et eneste point endnu. De to bedste hold går videre til semifinalerne.

- Puljen er fuldstændig åben. Vi skal til Aarhus næste gang, og der har vi traditionelt set haft det svært. Så vi skal blive ved.

- Jeg ved ikke, om man skal håbe på, at Århus slår GOG eller omvendt. For hvis Århus vinder over GOG, så er der en lille chance for, at Århus kan blande sig.

- Så det er en fuldstændig åben gruppe, og vi skal være knivskarpe hele vejen, for ellers kommer vi ikke i semifinalen, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Skjerns cheftræner Ole Nørgaard var frustreret over nederlaget, men kigger allerede nu frem mod de næste kampe i slutspillet.

- Vi fik problemer med at score mod Tvis-forsvaret i anden halvleg. Vi løb ind i for mange tekniske fejl, så Tvis vandt fortjent. Det er et godt hold, og det er en svær udebane.

- Jeg ville hellere have haft to point, men puljen er fuldstændig åben. Vi skal bare vinde resten af kampene, så skal vi nok komme videre.

- Men nu skal vi lige hjem og have trænet lidt, og så skal vi have nogle point på kontoen, siger Ole Nørgaard.

/ritzau/