Teenager sender Nadal ud af Wimbledon

Skrevet af admin

01/07/2014

Dagens topnyheder

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal er sensationelt færdig i Wimbledon allerede efter 1/8-finalen.

Nadal tabte tirsdag aften til den australske kanonserver Nick Kyrgios, der vandt kampen i fire sæt, 7-6, 5-7, 7-6 og 6-3.

19-årige Kyrgios gik ind til den traditionsrige græsturnering i London som nummer 144 i verden, og han er aldrig tidligere nået længere end til anden runde i en grand slam-turnering.

Men Nadal fandt aldrig våbnet til at dæmme op for den 193 centimeter høje australiers hårde førsteserv, og det blev afgørende i en kamp, hvor Kyrgios lavede 37 serveesser.

- Jeg var i en slags boble derinde. Det er ikke rigtig gået op for mig, hvad det er, jeg lige har gjort, siger Nick Kyrgios ifølge nyhedsbureauet AFP.

Efter at Nick Kyrgios havde taget sig af første sæt i en tiebreak, så Nadal ellers ud til at have fundet opskriften, da han brød australierens serv i andet sæt, som han vandt med 7-5.

Spanieren har tidligere i turneringen startet langsomt og alligevel vundet sikkert, men det mønster kunne han ikke gentage tirsdag aften.

For Kyrgios servede ufortrødent videre, tog tredje sæt i en ny tiebreak, inden han banede vejen for den store bedrift med sit eneste servegennembrud i fjerde sæt.

- Jeg spillede noget ekstraordinært tennis. Jeg kæmpede lidt med mine returneringer, men jeg fandt en vej ud af det, og jeg fik det gennembrud i fjerde sæt. Jeg servede virkelig godt i hele kampen, så jeg er meget glad, siger Nick Kyrgios.

I kvartfinalen venter nu et møde med den 8.-seedede canadier Milos Raonic.

Rafael Nadal vandt Wimbledon-turneringen i 2008 og 2010.

/ritzau/