Tennisstjerne sviner sit forbund efter Wimbledon-exit

Skrevet af admin

04/07/2015

Dagens topnyheder

Det australske tennishåb Bernard Tomic langer kraftigt ud efter det australske tennisforbund, efter at han fredag blev sendt hjem fra Wimbledon.

22-årige Tomic, der tabte til topseedede Novak Djokovic, er utilfreds med, at Tennis Australia vil fjerne den økonomiske støtte til australske spillere over 20 år.

Derudover vil forbundet også tage støttekronerne væk fra tennisspillerens søster, 17-årige Sara Tomic, på grund af samarbejdsbesværligheder med deres far, John Tomic.

- Tag ikke fejl. Der er blevet investeret mange penge i mig, det er helt sikkert. Men uanset hvor meget, de har investeret i mig, så har de fået det tilbage 10, 20 eller endnu flere gange. Det er 100 procent sikkert, siger Bernard Tomic.

- Pludselig gider de mig ikke mere. De bakker mig ikke op, og de respekterer mig ikke, siger verdensranglistens nummer 26.

Tomic giver flere eksempler på situationer, hvor han føler, at han er blevet overset af Tennis Australia.

Da han sidste år blev opereret i hoften, hørte han ikke fra tennisforbundet, og da han for et halvt år siden forberedte sig til Brisbane International, skulle han selv købe bolde og betale for at få en træningsbane.

- Hvad sker der? Hvor er støtten? Hvordan kan man gøre det? spørger han.

- Det handler ikke om penge. Det handler om respekt, slår Bernard Tomic fast.

Den australske tennisprofil retter især sin kritik imod direktør, Craig Tiley, og præsident, Steve Healy, fra Tennis Australia.

Tomic tabte sin kamp i tredje runde ved Wimbledon til topseedede Novak Djokovic med 3-6, 3-6 og 3-6.

/ritzau/