Terrorekspert: Danmark kan være i fare på grund af Isil

Skrevet af admin

28/06/2014

Dagens topnyheder

Det er til fare for den danske sikkerhed, når et stigende antal personer rejser til Syrien fra Danmark for at tilslutte sig den militante organisation Isil (Islamisk Stat i Irak og Levanten).

Sådan lyder vurderingen fra terrorekspert Magnus Ranstorp, der er forskningschef ved Det Svenske Forsvarsakademi.

Svenskerens vurdering kommer efter, at Center for Terroranalyse (CTA), der hører under Politiets Efterretningstjeneste, i en Syrien-analyse vurderer, at mere end 100 personer er udrejst fra Danmark til Syrien.

- Man kan sige, at en af grundene til, at der er så mange, der rejser til Syrien, kommer af den aktivitet, der er i nogle af de mere ekstreme grupper i Danmark, siger Magnus Ranstorp og nævner blandt andet den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir:

- Der er flere tendenser, der peger i én retning, og det er, at det her problem ikke ser ud til at forsvinde, og at den danske terrortrussel dermed ikke er på vej ned, fortsætter han.

I analysen fra CTA vurderes det blandt andet, at konflikten i Syrien fortsat tiltrækker personer fra militant islamistiske miljøer i Danmark.

Derudover vurderes det, at Isils fremgang i Irak med trusler om at indtage hovedstaden Bagdad sammen med en intensiveret og brutal propaganda kan øge antallet af danske militante islamister, der udrejser for at kæmpe, og at det kan være med til at øge terrortruslen mod Danmark.

- Man kan sige, at når personer generelt har haft kontakt til grupper som for eksempel Isil, så har de automatisk bedre vilkår at arbejde under, siger Magnus Ranstorp og uddyber:

- Med andre ord bliver det nemmere for dem at dræbe, samtidig med at de bliver psykologisk traumatiseret af de ting, de oplever.

Og ifølge CTA har et betydeligt antal af de udrejste opnået militære færdigheder som følge af træning og deltagelse i kamphandlinger, som vil kunne anvendes til at gennemføre terrorangreb i Danmark.

- Danmark er som udgangspunkt et attraktivt terrormål på grund af karikaturtegningerne, så der er en betydelig risiko for, at der kan blive rettet et angreb mod det danske, siger Magnus Ranstorp med henvisning til Muhammed-tegningerne fra 2005.

Ifølge CTA er mindst 15 ud af de mere end 100 udrejste til Syrien blevet dræbt - herunder også i forbindelse med selvmordsaktioner i Irak for Isil.

/ritzau/