Terrorplaner aflyser tysk cykelløb

Skrevet af admin

30/04/2015

Dagens topnyheder

Torsdag meddelte tysk politi, at man havde forpurret et terrorangreb, der angiveligt var planlagt til at finde sted fredag under cykelløbet "Rund um den Finanzplatz Eschborn-Frankfurt".

Det har nu ført til en aflysning af løbet, som blandt andet skulle have haft deltagelse af den norske supersprinter Alexander Kristoff (Katusha) og tyskeren John Degenkolb (Giant-Alpecin). Det skriver dpa.

Arrangørerne har taget beslutningen om at aflyse løbet, fordi man vurderede, at det var bedst i forhold til befolkningens sikkerhed.

Ifølge dpa har politiet under en aktion i den tyske by Oberursel fundet en hjemmebygget bombe, som var tiltænkt cykelløbet fredag.

Hessens indenrigsminister, Peter Beuth, har bekræftet, at politiet har afværget et formodet bombeangreb mod cykelløbet samt anholdt et ægtepar i 30'erne.

Det tyske cykelløb, som tidligere var kendt under navnet "Rund um den Henninger Turm", skulle have haft deltagelse af flere store cykelhold og af det danske Cult Energy-hold med i alt fem danskere på startlisten.

Sportsdirektør Michael Skelde fra det danske hold har fuld forståelse for arrangørernes beslutning om at aflyse løbet. Han siger i en pressemeddelelse fra holdet:

- Det er naturligvis chokerende nyheder for os alle. Vi har den dybeste respekt for beslutningen om at aflyse morgendagens (fredagens, red.) løb, og vi er bare glade for, at løbet ikke endte i en forfærdelig katastrofe for både tilskuere, arrangører og rytterne.

/ritzau/