Thorning er på alles læber: Jeg er ikke kandidat til noget EU-topjob

Skrevet af admin

16/07/2014

Dagens topnyheder

Selvom hun er på alles læber som kandidat til posten som den nye EU-præsident, nægter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) endnu engang at have ambitioner i den retning.

- Mit svar er det samme: Jeg er rigtig glad for at være statsminister i Danmark, og jeg ved godt, at I alle vil stille det spørgsmål ikke bare en, men to, tre, fire og fem gange, siger Thorning på vej ind til aftenens EU-topmøde i Bruxelles med den nuværende EU-præsident, Herman Van Rompuy.

- Der er ikke nogen, der er i tvivl om, hvad jeg mener om denne sag, jeg har sagt det samme til dem (Herman Van Rompuy og EU-kollegerne, red.), som jeg har sagt til jer, siger Helle Thorning-Schmidt om muligheden for, at hun er i spil til at blive den næste EU-præsident.

Det var ikke kun de danske journalister, der var interesserede i at stille Thorning spørgsmål. Også de udenlandske journalister ville høre den danske statsministers tanker om topjob-rygterne.

- Jeg er ikke kandidat til posten, lyder Thornings klare svar til en udenlandsk journalist.

Samtidig erklærer den danske statsminister sig enig med Tysklands kansler, Angela Merkel, der tidligere på dagen nedtonede forventningerne til, at EU's 28 stats- og regeringschefer kan nå til enighed om, hvem der skal bestride de topposter, der er i spil.

- Jeg er ikke sikker på, at vi bliver enige i dag, siger Thorning.

Ud over posten som EU-præsident skal der også findes en kandidat til posten som EU's Høje Repræsentant - populært kaldet EU's udenrigschef - samt en ny fast formand for eurogruppen.

Thorning understreger, at det ikke er nødvendigt med enstemmighed, når topposterne skal vælges, men at det er målet at finde kandidater, som alle kan bakke op om.

- Det, der er vigtigt for os alle sammen, er, at vi finder nogle kandidater, der er opbakning til. Vi har sagt til hinanden, at vi gerne vil have enstemmighed, selvom vi ikke behøver det ifølge traktaterne. Det kræver måske, at der findes lidt længere tid til at finde en løsning, siger hun.

/ritzau/