Thorning om terrorpakke: Venstre bør sige ja

Skrevet af admin

10/03/2015

Dagens topnyheder

Politiet og Forsvarets Efterretningstjeneste skal hurtigst muligt gå i gang med en øget indsats mod terrorisme. Derfor bør Venstre stoppe diskussionerne om finansiering og sige ja til regeringens antiterrorpakke.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forud for, at Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag aften møder op i Justitsministeriet for at forhandle om regeringens 12 initiativer mod terror.

Slaget står primært om finansieringen - selve indholdet i pakken er parterne i vid udstrækning enige om.

Før forhandlingerne har Venstre dog meddelt, at man vil have udpeget, hvor pengene skal komme fra, inden man indgår en aftale. Det er ikke nok blot at sætte et beløb på, som så skal findes efter valget i finansloven og politiforliget, mener Venstre.

Tålmodigheden med det store oppositionsparti er dog tilsyneladende ved at slippe op hos Helle Thorning-Schmidt:

- Venstre kan bare sig ja, for vi har sagt, at vi over de kommende år vil bruge flere penge på politiet. Vi har afsat næsten én milliard til flere penge til politiet, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer:

- Det er ikke regeringen, der er problemet her. Problemet er, at Venstre ikke bare vil sige ja til, at vi skal bruge nogle flere penge på Forsvarets Efterretningstjeneste og politiet som sådan, siger Helle Thorning-Schmidt.

Ifølge statsministeren er regeringen parat til at indgå en aftale om et længerevarende politiforlig i efteråret. Her vil finansloven også blive behandlet, og ifølge Thorning vil man også i regeringens udspil til finanslov kunne se, at området bliver prioriteret.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, viger dog ikke fra, at finansieringen skal være på plads på denne side af folketingsvalget:

- Hvis regeringen lægger finansieringen frem, så kan vi også lave en aftale. Men pengene skal jo være der, før man kan bruge dem, siger han.

- Man sender et dårligt signal, hvis man lader som om, at man tager det her alvorligt og laver en aftale, der ser ud som om, man styrker politiet, hvis det så - dagen efter folketingsvalget - åbenbarer sig for alle, at politiet har færre ressourcer i 2016, siger han.

/ritzau/