Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tog selv initiativ til at tale om den nyligt afsluttede aftale om togfonden, da hun kom ud fra spørgetimen i folketingssalen tirsdag.
- Nu vil jeg godt sige noget om togfonden, som er blevet vedtaget, mens vi sad inde til spørgetimen. Det vil jeg godt have lov til at glæde mig over, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun siger i samme åndedrag, at det er en stor og vigtig aftale, som vil blive foldet ud over de næste mange år og i sidste ende gøre det nemmere for danskerne at komme hurtigt rundt i landet.
- Kortere rejsetider er overskriften i dag. Det er godt, at regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har fundet hinanden i den her sag, siger hun.
Hun siger til TV2 News, at hun undrer sig over, at Venstre ikke vil være med i aftalen, men at hun er glad for, at det lykkedes at få Dansk Folkeparti med.
Forhandlinger om togfonden brød sammen mandag, fordi Dansk Folkeparti ville have lavet en undersøgelse i trekantområdet om muligheden for en letbane fra Vejle til Billund Lufthavn i stedet for en ordinær jernbane.
Tirsdag fandt forligspartnerne en løsning, som gjorde det muligt at lande aftalen.
- Det er vigtigt for os, når Dansk Folkeparti fra starten har været interesserede i denne aftale, at vi fik lavet en aftale med dem.
- Vi ønsker brede aftaler. Er det muligt at lave brede aftaler, så gør vi det. Derfor har vi prioriteret at får Dansk Folkeparti med, siger Helle Thorning-Schmidt.
Togfonden indeholder 28,5 milliarder kroner, som regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har fundet ved at ændre i beskatningen for de selskaber, som henter olie op af Nordsøen.
/ritzau/