THW Kiel sender Flensburgs CL-vindere på randen af exit

Skrevet af admin

15/03/2015

Dagens topnyheder

Håndboldklubben Flensburg-Handewitt får meget svært ved at gentage sidste sæsons samlede triumf i Champions League.

I den første af to 1/8-finaler tabte Flensburg-holdet søndag 21-30 hjemme til den nordtyske ærkerival, THW Kiel, som dermed har et kæmpe overtag før returkampen på hjemmebane om en uge.

Kampen var en gentagelse af sidste års Champions League-finale, som Flensburg-Handewitt vandt 30-28.

Når de to tyske giganter allerede mødes i 1/8-finalerne, skyldes det, at Flensburg-Handewitt kun blev nummer fire i gruppespillet, blandt andre efter KIF Kolding København.

Kiel gik til pause foran 16-9, og forspringet blev udbygget mod slutningen af kampen.

Kiel-målmanden Johan Sjöstrand skabte frustrationer hos hjemmeholdets spillere, blandt andre Anders Eggert, da den danske fløjspiller brændte et straffekast.

Hos hjemmeholdet var den danske reservemålmand Kevin Møller et positivt indslag, da han kom ind i anden halvleg og havde flere redninger.

René Toft Hansen havde en mindre heldig dag for Kiel, eftersom han blev præsenteret for et rødt kort.

/ritzau/