Tidligere AGF-træner får ansvaret for talentarbejdet

Skrevet af admin

13/06/2014

Mest læste i dag

Jesper Fredberg, der var træner for AGF, da klubben rykkede ud af Superligaen i foråret, skal med øjeblikkelig virkning have ansvaret for talentarbejdet i klubben.

I en pressemeddelelse fra AGF lyder det, at Jesper Fredberg får ansvaret for at implementere en rød tråd i AGF’s talentudvikling.

Han overgår til en ny funktion som Head of Youth og A+-træner.

- Talentudvikling ligger mit hjerte nær, og den opgave, jeg har sagt ja til som Head of Youth, tænder mig meget.

- Jeg får det sportslige ansvar for at implementere en fælles spillestil på alle vores ungdomshold og sikre, at den måde, de spiller på, trækker tydelige tråde op til førsteholdet - både i forhold til formation, spillertyper, træningskultur og værdier, udtaler Jesper Fredberg.

Klubbens adm. direktør udtrykker glæde over Fredbergs kommende rolle i klubben.

- Både fagligt og menneskeligt har Jesper stærke kompetencer, og vi er glade for, at han har sagt ja til at stå i spidsen for dette område, som er en af hjørnestenene i Det Nye AGF, siger Jan Christensen.

AGF er i gang med at præsentere den kommende struktur i klubben. Torsdag præsenterede klubben Bent Christensen som den kommende assistent for cheftræner Morten Wieghorst.

/ritzau/