Tidligere russisk milliardær vil blive i Schweiz

Skrevet af admin

10/03/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere russiske oliemilliardær og Putin-kritiker Mikhail Khodorkovskij, som sad fængslet gennem 10 år i Rusland, har ansøgt om fast opholdstilladelse i Schweiz, oplyser hans talsmand.

- Hans ansøgning om fast opholdstilladelse er udfyldt, siger Boris Durende, som er talsmand for den 50-årige Khodorkovskij, der indkvarterede sig på et hotel i Zürich kort efter, at han blev benådet og frigivet fra fængslet i december.

Han har tidligere fået et midlertidigt visum i Schweiz.

Khodorkovskij har siddet 10 år i fængsel og ansås tidligere for at være Ruslands præsident, Vladimir Putins, værste politiske fjende.

Den 50-årige forretningsmand har ikke længere intentioner om at udfordre Ruslands præsident og har tidligere udtalt, at han ikke tør vende hjem til Rusland.

Privat er han gift med Inna, der sammen med parrets børn i dag er bosat i Schweiz.Den løsladte Putin-kritiker stod tidligere i spidsen for det russiske olieimperium Yukos og var kortvarigt Ruslands rigeste mand.

Mens Mikhail Khodorkovskij styrede sit olieimperium brugte han store summer penge på sociale programmer.

Initiativerne kunne ses som forsøg på at køre sig i stilling til det russiske parlamentsvalg i 2003, og Khodorkovskij udfordrede også Putin på tv. Senere på året blev Yukos-rigmanden anholdt, anklaget for underslæb og hvidvask af penge i milliardklassen.

Khodorkovskij blev i Vesten anset for at være politisk fange.

/ritzau/AFP