Nicolai Haugsted
Der er fortsat et spinkelt håb for den tidligere minister.
En forklaring, der allerede har vakt massiv opsigt, kan snart blive sat på en alvorlig prøve i Københavns Byret.
Den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen står tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale mod børn, og i den forbindelse har han fremlagt en bemærkelsesværdig forklaring. Sagen har på forhånd fået juridiske eksperter til at ryste på hovedet, men et ældre eksempel fra en anden retssag viser, at usædvanlige forklaringer i sjældne tilfælde faktisk har kunnet føre til frifindelse.
De skriver B.T.
Henrik Sass Larsen er ifølge anklageskriftet blevet fundet i besiddelse af mere end 6.200 billeder og 2.200 videoklip med børnepornografisk indhold. Selv hævder han, at materialet blev samlet som led i en personlig research.
“Jeg indsamlede den store mængde overgrebsmateriale med børn, fordi jeg som en slags research ledte efter de voksne gerningspersoner, som jeg havde set begå seksuelle overgreb på gamle filmklip, hvor jeg selv optrådte som barn,” lyder hans forklaring til B.T. og i en bog, han har udgivet.
Forklaringen har mødt betydelig skepsis fra juridiske fagpersoner, der mener, at motivet bag besiddelse af materiale næppe vil få væsentlig indflydelse på rettens vurdering af skyldsspørgsmålet.
Men et 30 år gammelt eksempel fra Hela-sagen kan måske give et halmstrå af håb for Sass. Her blev en mand frifundet for medvirken til massiv hashsmugling, alene med den begrundelse, at han påstod at have været på stedet som en del af privat research til en mulig dokumentar.
Den pågældende mand, en 49-årig tv-fotograf, blev anholdt sammen med en gruppe hashsmuglere ved Damsbo Strand, hvor 5,5 ton hash fra Marokko blev slæbt i land. Fotografen havde ingen kameraer med og kørte i en varevogn magen til de øvrige smugleres. Hans arbejdsgiver, Nordisk Film, kendte ikke til hans projekt, og han havde ikke dokumenteret nogen plan.
Alligevel blev han frikendt af et nævningeting efter over et års varetægtsfængsling. Han forklarede:
“Nu bagefter kan jeg godt se, at jeg burde have gjort det, men jeg er sikker på, at så i så fald havde fået en lodret ordre om at holde fingrene væk. Hvis jeg derimod bagefter kunne komme med et oplæg, tror jeg chancen havde været der for, at de havde sagt ja.”
Anklagemyndigheden og byretten nægtede efterfølgende at udbetale erstatning, men Landsretten tildelte ham alligevel 155.000 kroner i samlet kompensation.
