Tilfreds dansk OL-debutant overgik sin seedning

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Som ventet kom den danske langrendsløber Martin Møller i menneskehænder, da han søndag OL-debuterede ved at blive nummer 52 i 30 kilometer skiathlon.

Møller hæfter sig ved, at han klarede sig bedre, end man kunne forvente, hvis man alene kigger på placeringen på verdensranglisten.

- Man kan jo sige, at mit startnummer 62 også var min seedning til løbet, fordi numrene blev fordelt ud fra ranglisteplaceringen. Så jeg gik 10 pladser op i forhold til det, siger Martin Møller.

- Jeg er meget godt tilfreds. Det er ikke umiddelbart min allerbedste distance, for jeg har jo sagt, at 50-kilometeren nok bliver mit bedste løb. Men jeg vidste da godt, at jeg var i god form, for jeg har trænet til det her i lang tid, siger han.

For den 33-årige langrendsløber var det den første optræden ved olympiske lege, hvor det særligt er alt postyret udenom løbene, der gør oplevelsen til noget specielt.

- Når man er i gang, så kører det jo bare, så er det ligesom at løbe et world cup-løb. Men før og efter løbet er der langt mere opmærksomhed og pressedækning, og jeg var da også langt mere spændt før starten, end jeg normalt er, siger Martin Møller.

Han skal i aktion tre gange mere i Sotji. Allerede tirsdag gælder det 10 kilometer sprint. På fredag skal han løbe 15 kilometer i klassisk stil, men hovedmålet for danskeren ligger to uger fremme i tiden.

Det er nemlig i 50 kilometers fri stil på OL's sidstedag, at Møller regner med at lave sin bedste præstation.

- Hvis jeg har en god dag, satser jeg på at få den bedste danske OL-placering nogensinde. Det vil sige, at jeg skal blive bedre end nummer 41, siger Martin Møller.

/ritzau/