Tiltalt i fugeskumssag: Jeg sov højst 20 timer om ugen

Skrevet af admin

20/11/2014

Mest læste i dag

Manden, som er tiltalt for at kvæle 45-årige Karin Barfod med fugeskum for godt et år siden, var i perioden omkring drabet ofte påvirket af for meget Ritalin mod ADHD. Han supplerede forbruget med energidrikke og sov kun mellem 15 og 20 timer om ugen.

Det forklarer den tiltalte ST i Retten i Roskilde, hvor sagen mod ham er blevet indledt torsdag. Han erkender uagtsomt manddrab af Karin Barfoed. Anklagemyndigheden har dog tiltalt ham for drab.

- Jeg var meget stresset i den periode, og jeg arbejdede alt for mange timer som lastbilchauffør. Økonomien begyndte at skride, og forholdet til konen gik ikke særlig godt, forklarer han.

Han havde selv fået ordineret omkring 80 milligram Ritalin mod ADHD om dagen, men ofte supplerede han den dosis med sin yngste søns ordinerede Ritalin. Dermed kom han ofte op på omkring 250 milligram om dagen.

Karin Barfod blev dræbt i oktober 2013. Ifølge anklagemyndigheden blev hun kvalt af fugeskum, som tiltalte sprøjtede ned i halsen på hende. Tiltalte har selv forklaret, at han troede, det var flødeskum, og at de var i gang med en sexleg.

Ud over drab er ST tiltalt for at stjæle over 400.000 kroner fra sin svigerfars bankkonti, som ST havde adgang til.

- Jeg tog mig af ham og hjalp ham med at betale hans regninger. Men så blev jeg fristet. Jeg havde et slags kvindegen. Jeg var shopaholiker, forklarer han i retten.

Han er også tiltalt for at slå sin i dag 20-årige søns ven med en spade i Boserupskoven i Roskilde. ST forklarer selv, at han mente, at vennen var dårligt selskab for sønnen, og at vennen tidligere havde truet ham og hans familie over telefonen.

Til sidst blev det for meget for den tiltalte, som lokkede vennen med ud i skoven, hvor han overfaldt ham. Først sprayede ST ham i ansigtet med spraymaling for at forskrække ham, og ST fornemmede, at vennen rakte ud efter en tung metalgenstand fra bagagerummet.

- Så svinger jeg den her spade, rammer ham på benet, han skriger op, og jeg bliver forskrækket, forklarer han.

Ifølge ST undskyldte han, og vennen satte sig ind i sin bil for at køre væk. Og pludselig kom der en djævel op i ST, som smadrede spaden ind i førersædevinduet, så det knustes, hvorefter vennen løb væk.

- Jeg ved ikke hvorfor. Det hele kørte rundt og gik meget stærkt, forklarer tiltalte.

ST skal senere torsdag afgive forklaring om drabet på Karin Barfod.

/ritzau/