Tiltalt for serievoldtægter kræves idømt forvaring

Skrevet af admin

05/10/2015

Mest læste i dag

En 25-årig afrikansk mand er så farlig, at en dom til forvaring - indespærring på ubestemt tid - er nødvendig for at forebygge nye voldtægter.

Det siger anklager Sidsel Klixbüll mandag formiddag i Københavns Byret, hvor manden er tiltalt for en serie af voldtægter mod unge kvinder i det københavnske natteliv.

Ud over forvaring mener anklageren, at den spinkle mand skal udvises fra Danmark.

Den tiltalte ønsker ikke at udtale sig, men nægter sig skyldig i de alvorlige anklager, siger hans forsvarsadvokat, Bjørn Mering Caning.

Anklagemyndigheden mener, at mandens forbrydelser strækker sig over en periode på syv måneder. Fra juli 2014 og frem til sin anholdelse i februar nåede han angiveligt at frihedsberøve og voldtage tre unge kvinder, mens andre to havde held til at flygte.

Kendetegnende for alle sagerne er, at ofrene var unge kvinder på vej til eller fra en bytur. Ofrene beskrev desuden samstemmende gerningsmanden som afrikansk af udseende, og hvordan han enten tilbød dem et lift eller tvang dem ind i en mørk bil.

Flere af ofrene fandt han på Østerbro, hvor han var kendt i kraft af sit arbejde i hjemmeplejen.

Det var dog først efter den femte forbrydelse 8. februar, at politiet for alvor begyndte at se et mønster. I Svendborggade på Østerbro blev en 18-årig kvinde tvunget ind i den mørke bil, kørt til Mindelunden i Hellerup og udsat for voldtægt og trusler på livet.

- Vi satte alt ind på at anholde ham. Natten mellem 13. og 14. februar bliver vi enige om at gøre et forsøg, har vicepolitiinspektør Jens Møller tidligere sagt til Ritzau.

- Vi beder vores patruljer om at tjekke køretøjer på Østerbro, hvor både føreren og bilen er mørk. I en af bilerne sidder to mørke mænd, og vi ender med at anholde føreren.

Siden da har den 25-årige siddet varetægtsfængslet.

/ritzau/