Titusinder hylder Spaniens nye kongepar i Madrid

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Mange tusinde mennesker tiljublede torsdag kong Felipe VI med bifald og hyldestråb som "Kongen længe leve!", efter at han havde erklæret troskab mod forfatningen og tro på Spaniens enhed til trods for stærke separatistiske spændinger i Catalonien.

Efter sin tale i parlamentet vendte kongen sig og kyssede den glamourøse dronning, Letizia, hvorefter det nye kongepar kørte igennem Madrids gader og vinkede stående fra en sort Rolls-Royce flankeret af vagter til hest med sølvhjelme og brystplader, der blinkede i solen.

En stor folkemængde ventede ved det gamle Royale Palads, hvor parret senere vinkede fra balkonen med deres to døtre, Leonor på otte og Sofia på syv år.

I sin tale i parlamentet talte kong Felipe VI om, at han vil genopbygge kongehusets anseelse.

- Kronen må bringes nærmere på borgerne. Kongehuset må igen være en moralsk autoritet, sagde han.

Den nye konge sagde, at Spanien er en nation, "som jeg elsker og beundrer."

- I dette Spanien har vi alle en plads, betonede han i en tale, der bebudede "et nyt monarki til en ny tid."

Parlaments medlemmer og de ret få inviterede gæster gav et flere minutter langt stående bifald til kongen efter den 25 minutter lange tale.

Den abdicerede konge, Juan Carlos, deltog ikke i ceremonien, da han ikke ville fjerne opmærksomhed fra sin søn. Men han trådte frem på balkonen et kort øjeblik sammen med dronning Sofia og vinkede til folkemængden foran paladset,

Parlamentarikere fra flere venstrefløjspartier boykottede samlingen, og der var også mindre demonstrationer i Madrid vendt mod monarkiet, selv om politiet havde forbudt alle protestaktioner i det centrale Madrid under parlamentssamlingen.

/ritzau/dpa