Tjek dine udgifter og spar tusindvis af kroner

Skrevet af admin

14/12/2013

Dagens topnyheder

Det kan være en god idé at gå sine udgifter igennem en gang imellem. Et tjek af budgettet kan betyde, at man kan spare tusindvis af kroner.

Mange banker har en budgetplanlægger på hjemmesiden. Og det er en overskuelig måde at begynde på, hvis man skal se sine indtægter og udgifter efter i sømmene.

- Hvis man gennemgår sine udgifter, finder man måske frem til, at man betaler for et fitness-abonnement, som man aldrig bruger, eller at man er overforsikret. Og det er hurtige penge at spare, siger Johan Juul-Jensen, forbrugerøkonom i Nykredit.

Et andet sted, hvor der er nogle hurtige penge at spare, er på det, vi putter i munden. Beregninger fra Landbrug & Fødevarer viser, at en gennemsnitlig familie med to voksne og to børn smider mere end 200 kilo mad ud om året - svarende til 10.000 kroner.

- Hvis man en gang om ugen går gennem det bjerg af tilbudsaviser, man får, og planlægger lidt forud for ugen, så kan man undgå impulskøb og lige så vigtigt madspild, siger forbrugerøkonomen.

Mens det er gratis at lægge budget og lave en madplan, kan der også være penge at spare på sigt med lidt større investeringer, påpeger Johan Juul-Jensen.

- Der er flere gode steder, man kan tjene nogle penge for alvor. Det kan være køb af nyt køleskab eller toilet, så man sparer på el- og vandregningen, siger han.

Køber man et nyt køleskab, kan man eksempelvis skære omkring halvdelen af energiforbruget væk.

Og kan man nedbringe forbruget af vand, er der også penge at hente. Ifølge Nykredit betaler danske forbrugere den højeste vandpris i Europa. Siden 2005 er prisen steget med 50 procent.

Man kan også spare på transportbudgettet, hvis man har en stor, ældre bil stående i garagen. Producenterne af små biler ligger i priskrig. Og en lille ny bil i stedet for den gamle benzinsluger kan sagtens spare en familie op mod 1000 kroner om måneden.

/ritzau/