Tom Kristensens Audi indtager andenpladsen

admin

|

15/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det så ud til at blive op ad bakke for Tom Kristensens Audi, der i løbet af natten fik problemer og måtte i pitten omtrent halvvejs i 24 timers løbet i Le Mans.

Men omkring klokken 6 søndag morgen har danskerens team kæmpet sig fra fjerdepladsen og op på andenpladsen - godt hjulpet på vej af Toyota nummer 7, der måtte udgå på grund af tekniske problemer.

Toyotaen havde ellers ligget i førerpositionen i 13 timer. Audi nummer 2 har overtaget førstepladsen efterfulgt af Tom Kristensens Audi nummer 1, der med brasilianske Lucas Di Grassi bag rattet har overhalet Porsche nummer 20.

Tom Kristensen, der er kendt for at være stærkt kørende i nattetimerne, sad bag rattet fra klokken 00:35 og indtil ved 3-tiden, hvor problemerne meldte sig. Herefter tog Di Grassi over.

Den danske motorsportslegende kørte også Audiens første tur og afleverede klokken 18.15 bilen til Di Grassi.

Med på holdet er også spanske Marc Gené, der er kommet ind på holdet i stedet for Loïc Duval, som derefter forsvarede Audiens position fornemt, indtil danskeren igen satte sig bag rattet efter midnat.

Tom Kristensen og Audi-holdet indledte 24 timers løbet på syvendepladsen efter en problemfyldt optakt til det legendariske motorsportsløb.

Under den første træning smadrede Loïc Duval Audien, der alligevel nåede at blive samlet til torsdagens kvalifikation. Her fik bilen en ny tur ind i autoværnet.

/ritzau/

Ads by MGDK