Forside Nyheder Toni Kroos sikrer Tyskland sen sejr over Spanien

Toni Kroos sikrer Tyskland sen sejr over Spanien

Toni Kroos sikrer Tyskland sen sejr over Spanien

Lige nu læser andre

Det var småt med målene, da en række af de helt store fodboldnationer tirsdag aften satte hinanden stævne i testkampe rundt omkring i Europa.

I Vigo i Spanien måtte tilskuerne vente i 89 minutter i silende regn, før kampens eneste mål faldt mellem Spaniens europamestre og Tysklands verdensmestre.

Så skød Real Madrid-spilleren Toni Kroos på mål og udplacerede Spaniens målmand, Francisco Casilla, som kort forinden var blevet skiftet ind i stedet for Iker Casillas.

Skuddet var velplaceret helt ude ved stolpen, men Francisco Casilla burde have afværget det.

Læs også

Bedre held havde Ron-Robert Zieler med flere gode redninger i den anden ende.

Målmandsvikaren der erstattede Manuel Neuer, leverede blandt andet en god redning, da indskiftede Pedro Rodriguez forsøgte at lobbe bolden over ham ni minutter før tid.

Med 1-0-sejren fik Tyskland oprejsning efter et lidt svingende efterår, hvor holdet blot har fået syv point i fire kampe i EM-kvalifikationen.

På Old Trafford i Manchester var der lagt op til et stormøde, da Argentina og Portugal anført af henholdsvis Lionel Messi og Cristiano Ronaldo mødtes.

Den kamp endte 1-0 til Portugal, og det skete også efter en sen scoring, som blev sat ind af indskiftede Raphael Guerreiro.

Både Lionel Messi og Cristiano Ronaldo var tæt på at score i første halvleg, inden de begge lod sig udskifte i pausen.

Italien stillede med meget få navne fra holdets sædvanlige startformation, da holdet på hjemmebane vandt 1-0 over Albanien, der er med i Danmarks EM-kvalifikationsgruppe.

Her blev det også til en sen scoring, da Albaniens Hamdi Salihi efter 82 minutter sendte bolden i eget mål, efter at Italiens indskiftede debutant Stefano Okaka havde headet på mål.

Sverige uden Zlatan Ibrahimovic så længe ud til at kunne holde 0-0 i Marseille mod Frankrig.

Men syv minutter før tid scorede Raphaël Varane til 1-0, og så kunne Karim Benzema kort efter tillade sig at sende et straffespark over mål.

I forhold til de førnævnte opgør var der nærmest tale om en målfest, da England besejrede Skotland 3-1 i Glasgow.

Alex Oxlade-Chamberlain bragte gæsterne foran i første halvleg, og tidligt i anden halvleg fordoblede Wayne Rooney føringen.

Skotland fik reduceret syv minutter før tid ved Andrew Robertson, men to minutter senere afblæste Wayne Rooney enhver spænding med sin anden scoring.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK