Tourens store taber er skuffet: Vi vil vinde igen

Skrevet af admin

27/07/2014

Mest læste i dag

Den helt store taber i årets Tour de France er det britiske hold Sky, som har vundet de to foregående udgaver med henholdsvis Bradley Wiggins og Chris Froome.

Bedste mand for holdet blev Mikel Nieve med en 18.-plads og næsten tre kvarter efter vinderen Vincenzo Nibali (Astana).

- Jeg hader det. Faktisk kan jeg slet ikke klare det. Jeg bryder mig overhovedet ikke om det... Så selvfølgelig er jeg skuffet. Man man må acceptere det og så sige, vi kommer tilbage, siger manager David Brailsford.

- Det gør ondt, og vi vil have sejren igen. Vi vil vinde, og vi vil gøre alt i de næste 12 måneder for at sikre, at det lykkes.

Sky har kontrolleret de to foregående udgaver af Tour de France, men i år styrtede holdets kaptajn Chris Froome og udgik tidligt i løbet.

Siden forsøgte holdet at få en etapesejr, men det blev ikke til noget, og den plan b, som Brailsford kom op med, da Froome styrtede - at man ville køre for Richie Porte - blev en fiasko, da australieren ikke havde niveauet.

- Vi har været dominerende i dette løb tidligere. Da vi for nogle år siden satte os ned og besluttede os for at ville vinde dette løb, begyndte alle at grine. Men det var muligt. Nu står vi her igen og siger, at vi vil vinde den igen - og det er muligt.

- Vi kommer tilbage med motivation, lyst og sult på at vinde næste år.

Den britiske manager løfter på hatten for den italienske vinder.

- Lige nu tænker jeg bare på, at jeg har lyst til at komme i gang med næste års løb. Man skal vinde med ære og tabe med ære, og jeg mener, at Vincenzo Nibali har været ganske suveræn i dette løb, siger Skys manager David Brailsford.

- Hans hold har gjort et fantastisk job for ham, og han og holdet fortjener denne sejr. Vi må bare sige: Godt gjort.

/ritzau/