Tre jøder tilstår drab på palæstinensisk teenager

Skrevet af admin

07/07/2014

Mest læste i dag

Tre ud af de seks israelere, der er anholdt og sigtet for at have myrdet en palæstinensisk teenager, har tilstået drabet.

Det siger en kilde tæt på efterforskningen til nyhedsbureauet AFP.

Mordet på den palæstinensiske teenagere har udløst store protester blandt palæstinensere i Østjerusalem og i byer på Vestbredden, og den israelske regering har måttet forsikre om, at de skyldige vil blive dømt og få en hård straf.

- Tre ud af de seks mistænkte, der er tilbageholdt, har tilstået mordet og afbrændingen af Mohammed Abu Khudeir, siger kilden.

De har vist politiet, hvordan de udførte deres forbrydelsen, forklarer kilden.

De seks jøder, der beskrives som højreorienterede ekstremister, blev anholdt søndag for drabet på den 16-årige palæstinenser.

En obduktion har vist, at han var i live, da gerningsmændene satte ild til ham i en skov i udkanten af Jerusalem. Hans lig blev fundet udbrændt onsdag i sidste uge.

Det var kun to dage efter, at tre jødiske teenagere blev fundet myrdet på den besatte vestbred. Den israelske regering har beskyldt den islamistiske organisation Hamas for at stå bag først bortførelsen og drabet på de tre unge bosættere, som forsvandt, da de prøvede at blaffe.

Derfor antages det, at mordet på den palæstinensiske teenager var et hævndrab.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ringede mandag til Mohamed Khudeirs far og lovede, at de skyldige ville blive straffet.

- Jeg ønsker at udtrykke mit og de israelske borgeres chok over det modbydelige mord på deres søn, fortalte Netanyahu faderen.

/ritzau/AFP