Tre rockere kendes skyldige i mislykket millionrøveri

Skrevet af admin

25/02/2015

Dagens topnyheder

Tre mænd fra miljøet omkring Hells Angels er onsdag dømt for et røveri mod en vekselbutik på Vesterbro i København sidste sommer.

Mændene forsøgte at røve 2,3 millioner kroner fra Merex på Vester Farimagsgade natten til 17. juli, fastslår Københavns Byret.

Men retten mener ikke, at der var tale om et særligt groft røveri, sådan som anklagemyndigheden havde påstået.

Den 44-årige Thomas Derry Nakaba straffes med fængsel i to år og ni måneder, og samme straf overgår den 32-årige Thomas Lind.

Derimod får Thomas Josic på 32 en straf, der er et år længere. Det skyldes, at han havde en betydelig reststraf stående fra en tidligere dom.

Om natten blev et vindue til forretningen brudt op, og Thomas Lind gemte sig i forretningen i nogle timer.

Da en kvindelig ansat lukkede sig ind om morgenen, blev hun overfaldet.

Thomas Lind greb hende om nakken og tvang hende ned på gulvet, hvor hun blev bagbundet med strips. Desuden fik hun tape for munden, fastslår byretten.

Men en anden ansat kom senere til og fik tilkaldt vagter, hvorefter Lind flygtede.

Under sagen har de tre mænd nægtet sig skyldige.

Ved domsafsigelsen har Josic og Nakaba begge anket på stedet, mens Lind overvejer at gøre det samme.

Nakaba har en lang og broget fortid. En overgang var han med i det nazistiske miljø og blev dømt for at ville afsende tre brevbomber. Senere kom han ind i Bandidos, men for tiden er han med i Hells Angels.

I gruppens klubhus i Siljangade på Amager var han blandt andet i besiddelse af et knojern, da politiet undersøgte stedet i september.

Desuden har politiet fundet dele til politiuniformer under ransagninger i forbindelse med efterforskningen. Disse blev dog ikke brugt ved røveriforsøget.

Det kvindelige offer er tilkendt 9250 kroner for svie og smerte.

Gruppen brugte walkie-talkies under røveriet, og i sin procedure har senioranklager Jakob Buch-Jepsen ment, at røveriet var særligt groft på grund af bagbindingen af den kvindelige ansatte og den nøje planlægning, men retten har altså en anden vurdering.

/ritzau/