Trumps kone beskyldes for plagiat af Michelle Obama-tale

Skrevet af admin

19/07/2016

Dagens topnyheder

USA's måske kommende førstedame Melania Trump holdt mandag sin første større politiske tale. Det skete på Republikanernes konvent i Cleveland, Ohio, hvor hendes mand, Donald Trump, ventes at blive formelt valgt som partiets præsidentkandidat senest torsdag.

Den slovenskfødte smykkedesigner og tidligere model beskrev sin mand som en talentfuld, medfølende og vedholdende leder, som vil forene landet i stedet for at opdele det, hvis han bliver valgt til Det Hvide Hus.

Men talen indeholdt også flere passager, der til forveksling ligner den tale, den nuværende førstedame, Michelle Obama, holdt på Demokraternes konvent i 2008.

- Mine forældre lærte mig de værdier, at du arbejder hårdt for det, du ønsker i livet, at dit ord er din garanti, og at du gør, hvad du siger og holder dine løfter. Du skal behandle folk med respekt, lød det blandt andet fra Melania Trump.

Sådan lød budskabet fra Michelle Obama for otte år siden.

- Og Barack og jeg blev opdraget med så mange af de samme værdier: At du arbejder hårdt for det, du ønsker i livet, at dit ord er din garanti, at du gør det, du siger, du vil gøre, og at du behandler folk med værdighed og respekt - også selv om du ikke kender dem, og selv om du ikke er enig med dem, sagde Michelle Obama.

Før mandagens tale sagde Melania Trump til NBC's udsendte:

- Jeg skrev den ... Med så lidt hjælp som muligt.

Melania Trumps omtrent 15 minutter lange tale var ifølge flere iagttagere et forsøg på at blødgøre billedet af den multirige forretningsmand, som er blevet beskyldt for at være en hykler og afstumpet.

Donald Trump har blandt andet foreslået at forbyde muslimske migranter til USA og deportere millioner af illegale indvandrere fra landet.

- Jeg har været sammen med Donald i 18 år, og jeg har været klar over hans kærlighed til dette land, siden første gang vi mødtes, fortæller 46-årige Melania Trump.

- Han er hård, når han skal være det, men han er også venlig, retfærdig og omsorgsfuld.

/ritzau/Reuters