Tsipras: Grækerne ønsker at se lys for enden af tunnelen

Skrevet af admin

08/07/2015

Dagens topnyheder

Det er en selvsikker græsk premierminister, der taler ved en debat i EU-Parlamentet onsdag, hvor han understreger, at den græske regering er "stålfast" på at finde nå frem til aftale.

Men det græske folk ønsker en løsning på krisen, der viser dem, at der er lys for enden af tunnelen, lyder det fra premierminister Alexis Tsipras, der bliver modtaget med klapsalver og spredte buhråb fra de europæiske politikere.

Han understreger, at det ikke kun er Grækenland, der har været ramt af nedskæringer og besparelser som følge af finanskrisen.

- Men ingen steder har de nedskæringer været så hårde og langvarige som i Grækenland.

- Det græske folks modige valg under et hidtil uset pres er ikke noget brud med Europa, siger Alexis Tsipras med henvisning til weekendens folkeafstemning i Grækenland.

Han taler varmt for afstemningen og det græske folks "modige" valg, som ifølge hans egne ord har givet ham "et stærkt mandat" i forhandlingerne med eurogruppen og de internationale kreditorer.

- Folkeafstemningen har givet mig mandat til at forhandle en social retfærdig og økonomisk levedygtig løsning på krisen, siger Tsipras.

I weekenden stemte det græske folk med et overvældende flertal nej til långivernes krav om besparelser og reformer til gengæld for flere penge.

Efter at resultatet stod klart, indkaldte EU-præsident Donald Tusk til et krisemøde tirsdag med de 19 eurolande.

Her blev det klart, at døren for en aftale stadig står åben for den græske regering. Men tiden er knap, og den allersidste chance for at nå en aftale er søndag, slog Tusk fast.

- Vores manglende evne til at nå frem til en aftale kan føre til, at Grækenland går bankerot, og banksystemerne bliver insolvente, lød det fra Tusk, der også talte ved debatten, hvor bølgerne går højt.

Tsipras får både opmuntrende og hårde ord med fra medlemmerne af parlamentet.

Formanden for den borgerlige gruppe EPP, Manfred Weber, anklager Tsipras for at ikke at fortælle det græske folk sandheden, mens den socialdemokratiske gruppeleder, Gianni Pittella, siger, at de aldrig vil tillade grexit.

/ritzau/