Tunis-terrorister havde sprængstoffer med sig

admin

|

19/03/2015

Dagens topnyheder

De to mænd, der onsdag angreb Bardo-museet i Tunesiens hovedstad, Tunis, havde sprængstoffer med sig, som de ikke nåede at anvende.

Det siger Tunesiens præsident, Beji Caid Essebsi, til den franske tv-station TF1.

- Vi fandt forfærdelige sprængstoffer på de mennesker, som de ikke havde tid til at bruge, siger præsidenten til TF1.

Tunesisk politi har forhindret en katastrofe ved onsdagens angreb, tilføjer præsidenten.

Mindst 23 mennesker blev dræbt under angrebet, heriblandt 20 udenlandske turister, inden tunesiske sikkerhedsstyrker dræbte de to bevæbnede gerningsmænd.

Torsdag meddelte den militante gruppe Islamisk Stat i en lydfil, at den står bag angrebet.

/ritzau/AFP