Turtjynov: Rusland er i panik over demokrati i Ukraine

Skrevet af admin

17/03/2014

Dagens topnyheder

Den russiske aggression i det separatistiske Krim blev udløst af "panik" i Moskva på grund af et demokratisk og europæisk Ukraine, siger den midlertidige ukrainske præsident, Oleksandr Turtjynov, mandag.

- Moskva var i panik over det ukrainske eksempel, hvor folket overvandt en totalitært regime. Kreml er allermest nervøs for et demokratisk, europæisk og velstående Ukraine. Det er grunden til Ruslands aggression, siger han i en tv-tale til nationen.

Fredag underskriver Ukraine en aftale med EU om et tættere politisk samarbejde, mens en mere vidtgående handelsaftale først vil blive skrevet under på et senere tidspunkt, oplyser EU mandag.

EU's udenrigsministre siger i en fælles erklæring efter møder i Bruxelles, at de ser frem til, at de politiske afsnit i den såkaldte associeringsaftale, som Ukraine har forhandlet på plads med EU's 28 medlemsstater 21. marts.

I tv-talen siger Turtjynov videre, at styret i Kijev er parat til at forhandle med Moskva om den russiske overtagelse af Krim, men det vil aldrig acceptere en annektering af halvøen.

- Vi er parat til forhandlinger med Rusland, men vi vil aldrig forlige os med annekteringen af vores territorium, siger Turtjynov i den tv-transmitterede tale til nationen mandag.

Tidligere har Ukraines udenrigsminister afslået et russisk forslag om at etablere en kontaktgruppe, der kan stå for kriseforhandlinger og foreslå ændringer i Ukraines forfatning.

I talen fra Turtjynov lyder det også, at enhver tilskyndelse til masseuro i Ukraine ville blive betragtet som tilskyndelse til militære aggression og en forbrydelse mod staten.

/ritzau/Reuters