TV2: Løkke møder intern kritik i Venstre i tøj-sag

Skrevet af admin

13/05/2014

Mest læste i dag

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen fik tirsdag krads intern kritik på Venstres gruppemøde for sagen om skjorter, habitter og underbukser til 152.000 kroner på Venstres regning.

Det erfarer tv2.dk fra en række anonyme Venstre-kilder, som var til stede, mens Ekstra Bladets historie om statsministerkandidatens tøjvaner blev diskuteret på dagens gruppemøde.

Det var tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som indledte kritikken af Lars Løkke Rasmussen med et indlæg, hvor hun ifølge flere kilder kritiserede ham skarpt for at være moralsk anløben, have et lemfældigt forhold til Venstre-kassen og skatteydernes penge og for ikke at kunne administrere sin privatøkonomi.

Ifølge tv2.dk tog Venstre-medlemmet Birgitte Josefsen ifølge flere kilder ordet og understregede, at der var behov for at forklare sagen til baglandet og medlemmerne, hvor mange har svært ved at forstå, at det er Venstres opgave at ekvipere formanden for 152.000 kroner fra partikassen.

Lars Løkke Rasmussen blev også forsvaret på gruppemødet, hvor hans tro væbnere Søren Pind og Peter Christensen forsvarede formanden flankeret af den politiske ordfører Inger Støjberg og EU-ordfører Jakob Ellemann.

De mindede om, at der intet ulovligt var i sagen, og at formanden selv havde betalt for det, som han benytter privat, skriver tv2.dk.

Lars Løkke Rasmussen rejste sig ifølge flere anonyme kilder også selv op, og forklarede og forsvarede sig selv i den nye bilagssag.

/ritzau/