Den værste frygt er blevet til virkelighed i Team Tvis Holstebro. Landsholdsspilleren Michael Damgaards skade, som han pådrog sig i sidste grundspilskamp, holder ham ude af hele det forestående slutspil i Boxer Herreligaen i håndbold.
Operationen forløb ifølge holdets hjemmeside godt, men den viste samtidig, at skaden i håndleddet var værre end først antaget.
- Skaden var desværre mere omfattende end håbet, så i stedet for at få indsat en enkelt metaltråd, der skal holde på de beskadigede ledbånd, var det nødvendigt at indsætte flere, og Michael skal have armen i gips i otte uger, fortæller Morten Graversen, holdets fysioterapeut, til teamtvisholstebro.dk.
De mange uger i gips betyder samtidig, at der venter en del genoptræning for den farlige landsholdsspiller.
- Han vil blandt andet miste noget muskelfylde i venstre arm, så når gipsen er pillet af, venter der omkring en måneds genoptræning, før han igen kan få en bold i den skadede hånd, uddyber Morten Graversen.
På den positive side tyder alt på, at skaden ikke giver Damgaard varige mén.
Team Tvis Holstebro er i slutspillet havnet i pulje med KIF Kolding/København, Skjern Håndbold og Århus Håndbold. Slutspillet begynder den 1. april.
/ritzau/