Tyrkiet evakuerer soldater fra enklave i Syrien

admin

|

22/02/2015

Dagens topnyheder

Tyrkisk militær har natten til søndag udført en "succesfuld" operation ind i Syrien for at evakuere tyrkiske soldater, der har vogtet et gravsted, der officielt er tyrkisk territorium, skriver Reuters.

Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, bekræfter søndag morgen missionen på Twitter.

Enklaven, der ligger 35 kilometer fra grænsen til Tyrkiets hovedland, huser et mausoleum for bedstefaren til Osman 1., grundlæggeren af det Osmanniske Rige, der var forløberen for det moderne Tyrkiet. Derfor har det haft stor betydning for Tyrkiet at forsvare graven.

Men nu har Tyrkiet evakueret de omkring 40 soldater, der menes at have stået vagt om stedet. Det kan muligvis skyldes, at Islamisk Stat har gjort fremskridt i området, hvilket den tyrkiske regering allerede sidste år udtrykte bekymring over.

Islamisk Stat og andre islamistiske grupper, der har en streng fortolkning af islam, anser gravsteder som det tyrkiske som værende afgudsdyrkelse, og de har i flere tilfælde ødelagt monumenter, der havde stor betydning for andre religioner og befolkningsgrupper.

Ahmet Davutoglu siger, at de jordiske rester af Suleyman Shah, der ligger begravet på stedet, nu skal flyttes til at andet område af Syrien, der er mere sikkert.

BBC skriver, at en lang kolonne af tyrkiske militære køretøjer - heriblandt kampvogne - søndag kørte igennem grænsebyen Kobani i Syrien. Den tyrkiske aktion skal have været koordineret med kurderne, som i forrige måned tilbageerobrede byen fra Islamisk Stat.

Det tyrkiske militær oplyser, at der ikke var nogle kampe i forbindelse med evakueringen, men at en tyrkisk soldat ved et uheld mistede livet.

Tyrkiet betragter mausoleet som suverænt tyrkisk område og har gentagne gange svoret at ville forsvare det mod enhver form for angreb.

Det blev officielt tyrkisk territorium i 1921 efter aftale med Frankrig, der på det tidspunkt styrede Syrien.

/ritzau/Reuters